Om mig – Mikkel Søndergaard
Mit navn er Mikkel Søndergaard, og jeg er manden bag bilvejledning.dk. Jeg blev født i 1996 og har altid haft en brændende interesse for biler og motorsport. Allerede som treårig kunne jeg nævne alle bilmærker og navnene på alle datidens Formel 1-kørere. Denne passion har fulgt mig hele livet, og det har nu ført mig til at stifte bilvejledning.dk.
Jeg blev udlært som mekaniker i juni 2017, hos AutoMester Ølstykke i Nordsjælland. Efter min uddannelse arbejdede jeg som ekspedient hos autoreservedele grossisten Au2parts, først i Holbæk og herefter i Roskilde. Det meste af min fritid brugte jeg på mit værksted, hvor tiden gik med at skrue på specialbiler. Senere blev jeg værkstedschef hos QuickPoint, hvor jeg først havde ansvaret for værkstedet i Frederikssund og derefter for værkstedet i Rødovre. I min tid som værkstedschef oplevede jeg dog, at det var udfordrende at balancere rollen som kunderådgiver, samtidig med at være sælger. Jeg følte ofte, at jeg ikke opnåede den tillid fra kunderne, som jeg ønskede, netop fordi jeg også havde et salgsansvar.
Derfor besluttede jeg at starte Bilvejledning.dk, hvor jeg udelukkende kan fokusere på at være kundernes mand—en uafhængig rådgiver uden nogen salgsinteresse ifm. værkstedsopgaver.
Min passion rækker dog langt ud over rådgivning. Jeg elsker at følge trends og opfylde folks drømme og ønsker til deres næste bil. Jeg har et voksende netværk af bilforhandlere i hele Europa og jeg har derfor ingen begrænsninger, når det gælder bilernes lokation. Gennem samarbejdspartnere har jeg også adgang til afgiftsberegninger, transport og klargøring, hvilket gør det nemmere for dig at få et klart billede af de økonomiske aspekter ved eksempelvis importering og ved klargøring til salg af din bil. Det betyder, at jeg kan hjælpe dig med både import og eksport af biler og åbne døre til markeder, som normalt ville være svære at nå.
Hos bilvejledning.dk får du ikke kun min ekspertise og erfaring, men også adgang til mine samarbejdspartnere, software og professionelle platforme, som ikke er tilgængelige for folk uden for autobranchen. Det betyder, at jeg kan tilbyde mine kunder en langt større eksponering, end de ville kunne opnå ved selv at stå for bilsalget. Jeg sørger også for alt det praktiske ved salg af din bil, så du kan være tryg ved, at alt bliver håndteret professionelt og korrekt.
Min rådgivning er helt uafhængig og baseret på mit faglige fundament. Jeg er her for at hjælpe dig med at finde den rigtige bil, sælge din gamle, eller få den rette værkstedsservice—alt sammen uden nogen skjulte dagsordener.
Jeg glæder mig til at hjælpe dig med at finde den bedste løsning for dig og din bil!